Skriftsproglig udvikling –
fra 5 til 12 år

Som lærer har du som regel et godt indtryk af elevernes læse- og stavefærdigheder og en god fornemmelse for, om den enkelte elev eller klasse er gået frem i løbet af skoleåret. Du ved sikkert også nogenlunde, hvordan eleven klarer sig i forhold til gennemsnittet for danske elever.

Men det kan være en god idé at supplere den lærerfaglige vurdering med prøveresultater for at blive mere sikker og for at stille skarpt på relevante læringsmål for eleverne i de enkelte delfærdigheder, både hvad angår funktionelt bogstavkendskab, ord- og sætningslæsning, tekstlæsning og stavning. Til det formål kan du bruge prøverne i Skriftsproglig udvikling – fra 5 til 12 år.

Skriftsproglig udvikling – fra 5 til 12 år består af nedenstående prøver, som har referencenormer for 1.-7. klassetrin.

 

Bogstavprøve 1 og 2

Af Lene Møller og Holger Juul

Bogstavprøverne undersøger bogstavkendskabet fra begyndelsen af 0. klasse til eleverne har tilegnet sig sikre, funktionelle og automatiserede færdigheder.

Funktionelt bogstavkendskab er en vigtig forudsætning for at opnå gode læsefærdigheder. Det viser en lang række danske og udenlandske forskningsresultater. Derfor er undervisning i bogstavkendskab en væsentlig opgave i børnehaveklassen.

Bogstavprøvernes opgavetyper er dels kendte multiple choice-opgaver med en række tegninger eller bogstaver, dels håndskrivning af store og små bogstaver. Opgaveløsningen kræver både præcis bogstav- og lydidentifikation og færdighed i at gengive hver enkelt bogstavs form og højdeforhold sikkert og tydeligt.

Formålet med Bogstavprøve 1 er genkendelse og gengivelser af de store og små bogstavers navn og form. Bogstaveprøve 2 viser elevernes kendskab til bogstavernes lyde og evne til at skelne mellem vokal og konsonant.

Bogstavprøve 1 og 2 findes kun i papirformat.

Ordlæseprøve 1 og 2

Af Lene Møller og Holger Juul

Brug ordlæseprøverne, hvis du vil koncentrere dig om elevernes afkodning og ordforståelse.
Eleverne bliver afprøvet i læsning af enkeltord af stigende sværhedsgrad.

Ordlæseprøvernes opgavetype er multiple choice med en række tegninger til hvert trykt ord, således at løsningen som sagt indebærer både afkodning og ordforståelse.

Sværhedsgraden går systematisk fra korte, lydrette ord til længere og lydligt mere og mere komplekse. Dermed kan prøveresultaterne konkret beskrive hvert enkelt niveau i ordlæsningens udvikling.

Ordlæseprøve 1 dækker klassens udvikling fra begyndelsen af 1. klasse til og med 2. klasse.
Ordlæseprøve 2 dækker klassens udvikling fra begyndelsen af 2. klasse til og med 5. klasse.

Ordlæseprøve 1 og 2 fås i papirformat og som digitale prøver.

 

 

Sætningslæseprøve 1 og 2

Af Lene Møller og Holger Juul

Sætningslæseprøve 1 og 2 dækker elevens og klassens udvikling i sætningslæsning fra begyndelsen af 1. klasse til sidst i 5. klasse.

Sætningslæseprøvernes opgavetype er multiple choice med en række sætninger til hvert billede, således at løsningen kræver både sammenhængende og sprogligt præcis sætningslæsning.

Sværhedsgraden går systematisk fra korte sætninger med korte ord til længere sætninger og mere sammensatte sætninger med gradvist sværere ord. Dermed kan prøveresultaterne konkret anskueliggøre niveauer i sætningslæsningens udvikling.

Sætningslæseprøve 1 og 2 fås i papirformat og som digitale prøver.

Staveprøve 1-3

Af Holger Juul

De tre staveprøver dækker elevens og klassens staveudvikling fra begyndelsen af 1. klasse til sidst i 6. klasse. Staveprøve 1 viser, om eleverne kan bruge skriftens lydprincip i stavning. Staveprøve 2 og 3 følger elevernes videre staveudvikling frem til beherskelse af bl.a. konsonantfordobling og nutids-r.

Eleverne præsenteres for et udvalg af ord, som erfaringsmæssigt kan volde problemer for eleverne i målgruppen. Det samlede antal rigtige i en prøve giver, ved sammenligning med normen for aldersgruppen, et indtryk af elevernes generelle niveau i stavefærdighed.

Diktatordene i prøverne kan inddeles i undergrupper af ord, der stiller krav til de samme delfærdigheder i stavning. Prøverne kan derfor også give et indtryk af, om der er specifikke områder, som eleven har problemer med.

Staveprøve 1-3 fås i papirformat og som digitale prøver.

Tekstlæseprøve 1-8

Af Lene Møller

Tekstlæseprøve 1-8 afdækker læsning af længere, sammenhængende tekster.

Tilsammen dækker de otte prøver elevens og klassens udvikling i tekstlæsning fra begyndelsen af 1. klasse til sidst i 7. klasse.

Tekstlæseprøverne består af to typer opgaver. Den ene er cloze-formatet, hvor der i teksten er indsat paranteser med valgord. Den anden opgavetype er med udsagn. Her skal eleven vurdere, hvorvidt hvert udsagn er sandt eller falskt i forhold til teksten.

Teksterne i opgavehæfterne er både fag- og skønlitterære og fortæller letgenkendelige og hyggelige historier for børn.

Tekstlæseprøve 1-8 fås i papirformat og som digitale prøver.

Supplement til digitale prøver

Af Lene Møller og Holger Juul

Når du fortolker elevernes prøveresultater, er det vigtigt at du er opmærksom på, at der er visse forskelle mellem den digitale version og papirversion af prøverne. Afviklingen af de digitale prøver er anderledes, og et resultat herfra kan derfor ikke umiddelbart sammenholdes med resultater fra papirprøverne.

Med supplement til digitale prøver får du et godt værktøj til introduktionen til de digitale prøver i Skriftsproglig udvikling – fra 5 til 12 år. Til hver prøve får du en beskrivelse af opgaveindhold, administration, scoring og rapporter samt referencenormer.

Supplementet er udformet som en udvidelse af de separate vejledninger, der er udgivet til hver af prøverne i Skriftsproglig udvikling – fra 5 til 12 år, og de enkelte kapitler skal læses i sammenhæng med den tilsvarende prøvevejledning.

Forfatterne

Lene Møller

Lene Møller, cand.pæd. og forfatter til adskillige læseprøver og danskbogsystemer samt træningsmaterialerne Læsestrategen (også tilgængelig fra Hogrefe Psykologisk Forlag).

Lene Møller har en baggrund som dansklærer i folkeskolen og lektor i dansk ved Frederiksberg Seminarium.

Holger Juul

Holger Juul, ph.d. i sprogvidenskab og lektor ved Center for Læseforskning, Københavns Universitet.

Han er også ophavsmand til en række danskundervisningsmaterialer.